Chokoladekage med rabarberskum og jordbær
På mandag skal jeg starte nyt arbejde men det betyder jo også jeg skal sige farvel til en masse dejlige kollegaer.
Jeg har medbragt en chokolade agtig kage med rababerskum på toppen.
Ingredienser til en springform
- 150 g mørk chokolade 70 %
- 50 g valnødder
- 50 g mandler
- 25 g hvedemel
- korn af 1 stang vanilje (gem bælgen)
- 4 æg
- 50 g sukker
- 100 g farin
- 150 g smør
Rabarberskum:
- 300 g rabarber
- 150 g rørsukker
- 1 spsk. kartoffelmel
- bælg af 1 vaniljestang (fra kagen)
Endvidere:
- ¼ l piskefløde pisket til skum
- 200 g jordbær i kvarter
Start med at skære rabarberne i 2 cm store stykker; fordel dem i et ovnfast fad bagepapir. Drys med sukker og kartoffelmel; kom vaniljebælgen (fra kagen) ved, og bag dem i 30 minutter i en 175° opvarmet ovn. Afkøl helt. Fjern vaniljebælgen, og rør rabarberne sammen til en ensartet masse.
Imellemtiden hakker du chokoladen groft, og kør den let med nødder, mandler, mel og vaniljekorn i en blender – endelig ikke for fint blendet!
Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne helt stive med de 50 g sukker.
Rør farin godt med æggeblommerne; smelt smørret, og rør det i. Tilsæt chokolade-nødde-blandingen, og rør godt. Vend hviderne forsigtigt i.
Smør formen, og spænd et stykke bagepapir fast i bunden. Kom dejen i, og bag kagen i 40-50 minutter i en 155° varm ovn. Lad den afkøle helt.
Pisk fløden til skum, og vend rabarbermassen i. Fordel rabarberskummet over den afkølede kage, og pynt med jordbær.
Ingen kommentarer endnu